En dejlig og ikke mindst ærlig historie om Kathrine og hendes rejse...

En dejlig og ikke mindst ærlig historie om Kathrine og hendes rejse…

 

Jeg finder kæmpe inspiration til min egen rejse i mange små og store finurligheder.

Lige fra et før/efter billeder til én som står og træner hårdt i centeret, hvor sveden bare pisker rundt i lokalet. Eller skønne citater som får mine brikker på arbejde.
Toppen af kransekagen er bestemt andres historier, om deres rejse og deres livsstilsændring.

Jeg er top pjattet med når andre deler deres erfaring. Så pjattet at jeg har været ude i “marken”
og finde et par über seje mennesker, som har gået vejen og som er så modige at dele deres historie med dig og mig…

Idag skal I møde Kathrine som jeg er “løbet ind i” på facebooksiden  Klik her –  ” Verdens bedste gruppe”

Hvor du skal være mere end velkommen inde…

Kathrine er dæleme et stk. sej kvindemenneske.

966505_10200869324950981_1710913128_o

Jeg hedder Kathrine. Jeg er 24 år, bor sammen med min kæreste og vores datter på 3 år.

Jeg er 177 cm. høj og vejer idag mellem 73 og 74 kg.

Jeg har været overvægtig siden jeg var omkring 16 år. Det startede efter mine forældres skilsmisse, hvor jeg begyndte at overspise. Som årene gik, blev jeg større og større. Pludselig var jeg over 100 kg. Det var bestemt ikke sjovt som 17-18 årig at vægten var på 3 cifre. Jeg prøvede diverse kure, tabte 5-6 kg. og gav herefter op og tog det hele på igen.

Jeg skammede mig over mig selv og min høje vægt. Jeg isolerede mig fra alt hvad der hed strandture med veninderne og byture. Jeg følte mig så utilpas og tænkte på hvad alle andre mon tænkte om mig!

Jeg hadede mig selv og min krop og overvægten var skyld i at jeg fik et utroligt lavt selvværd og dårlig selvtillid.

I 2010 fødte jeg min datter, Thea. Min vægt var 114 kg. inden jeg fødte. Efter fødslen tabte jeg mig til 105 kg.

Jeg følte ikke jeg kunne slå til som mor, og give hende den kærlighed hun havde brug for fordi jeg var så ulykkelig indvendigt. I januar måned, 2011 var jeg på besøg hos en veninde, der havde tabt sig 15 kg. vha. en diætist. Jeg fortalte hende hvor højt et ønske jeg havde om vægttab. Bare 10 kg. ville jeg synes var fantastisk. Min mor blev 50 år i maj 2011 og jeg ville så gerne være bare 15 kg. lettere til hendes store dag. Min veninde opfordrede mig til at ringe til diætisten mens hun hørte på det. Jeg ringede og fortalte hende om min situation (imens jeg snakkede med hende, fòr der 1000 tanker igennem mit hoved) Jeg havde faktisk givet op på forhånd og jeg var 100% sikker på at jeg ikke havde rygrad til at tabe mig. Men efter samtalen skete der et eller andet med mig. Fra det ene øjeblik til det andet var jeg bare top motiveret. Et par dage efter samtalen med diætisten havnede der en kostplan i min mail-indbakke og jeg var SÅ klar som aldrig før.

Den 1. uge tabte jeg mig 2,5 kg. så det gav mig endnu mere blod på tanden. Jeg valgte at have diætisten i baghånden hele tiden, og vi aftalte at jeg skulle skrive min vægt en gang om ugen til hende. Det var bl.a. en af motivationstakforene for mig. Den 7. maj kom og min mor skulle holde sin 50 års fødselsdag! Jeg var 16 kg. lettere!!! Det var fantastisk og jeg kunne komme i en kjole uden at føle mig som et stort telt. Mit selvværd voksede også i takt med at vægten gik ned.

Sommeren 2011 begyndte jeg at løbe sammen med en kammerat og han pressede mig til det yderste, så i september 2011 gennemførte jeg min første 10 km. til Cityløbet i Odense. Jeg var stolt!

December 2011 nåede jeg min målvægt på 75 kg. En følelse, der er ubeskrivelig!

Efter et vægttab på 30 kg. og en graviditet, havde jeg en rigtig grim mave, der hang og en navle, der var helt klemt sammen. Jeg gik til min læge, der sendte en henvisning til plastikkirurgisk afd. på OUH. Jeg blev indkaldt til samtale og blev godkendt! Jeg tudbrølede, da kirurgen sagde at jeg opfyldte kriterierne for en operation. Det var næsten den lykkeligste dag i mit liv! En lang rejse, der nu kunne blive fuldendt.

Efter ca. 5 ugers ventetid (februar 2012) fik jeg lavet en mave-plastik operation, hvor de fjernede ca. 900 g. overskydende maveskind samt fik lavet en ny navle.

Efter operationen døjede jeg med lidt væske i maven fordi jeg havde været lidt for aktiv efter operationen (man må ikke lave noget i ca. 4-8 uger efter) Men efter 5 uger var jeg klar til arbejde igen og jeg startede stille og roligt op igen også med motion. Det blev til spinning, da stødende fra løb simpelthen var for hårdt for min mave.

Jeg er glad for jeg fik foretaget operationen og i dag har jeg en fin mave.

Jeg har nu holdt min vægt i 1 1/2 år og jeg har det fantastisk! Det er noget af det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv…  

Som glasur på kransekagen, har jeg stillet Kathrine 3 spørgsmål.

Hvad var din motivation, at du valgte at ændre livsstil?

Svar:

Min motivation for at ændre livsstil/tabe mig var pga. min datter, Thea. Jeg ønskede at være et godt forbillede for hende og jeg ønskede absolut heller ikke hun skulle ende som overvægtig. Jeg var samtidig meget ulykkelig over min overvægt, så jeg havde svært ved at være mor for Thea, da jeg synes jeg var uduelig til det hele. Overvægten gjorde at jeg havde et meget lavt selvværd og en meget dårlig selvtillid.

 

Hvorfor bliver du aldrig overvægtig igen?

svar:

Jeg er så glad for mit liv som normalvægtig, at jeg aldrig vil være overvægtig igen. Der er så mange positive ting ved mit “nye liv” at jeg ikke vil undvære det.  Jeg kan nu være der 100% for min datter og ikke mindst min kæreste. Han har lidt meget under alle mine frustationer. Jeg kan gå i “normale” tøjbutikker og jeg kan tage på stranden i bikini. Disse ting vil jeg for alt i verden ikke undvære.

Har du et godt råd, du vil give videre som du selv har brugt?

Svar:

Mit bedste råd til andre, der ønsker eller er igang med vægttab: GØR DET!!! Det er det bedste du kan gøre for dig selv <3 Lad være med at gøre din livsstilsændring for kedelig, hvor du nægter dig selv alt. Det holder ikke i længden. Nyd når du er ude og start så på en frisk næste dag 🙂

Kathrine har også lavet sin egen facebookside hvor hun gerne deler ud af sin erfaring, specielt med hendes maveoperation

 Klik her- Min vej til en fladere mave og bliv endelig medlem af gruppen…

   

test test

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

test

 

Næste indlæg

En dejlig og ikke mindst ærlig historie om Kathrine og hendes rejse...